Mild vinter – billig fjernvarme 2014

14. maj 2014

Mild vinter – billig fjernvarme

Langt de fleste af vore andelshavere og øvrige fjernvarmeforbrugere har penge til gode i selskabet. I alt skal forbrugerne i år have over 2 mio. kr. retur.

Mild vinter – billig fjernvarme

Den trådløse aflæsning af fjernvarmemålerne for regnskabsåret 2013/14 er nu afsluttet uden at forbrugerne har lagt mærke til det. Medmindre man da har set vores pejlevogn i kvarteret.

Resultatet varmer: Over 15 % er forbruget lavere end sidste år på trods af, at vi har fået 32 nye forbrugere koblet på nettet. Det lavere forbrug skyldes selvfølgelig den milde vinter. Aflæsningen kan den enkelte forbruger se på www.hornbaekfjernvarme.dk under Forbrugerservice. Klik ind med forbrugernummer og pinkode (ses på sidste års afregning i øverste højre hjørne), se oplysninger om aflæsninger og læg de 2 mellemaflæsninger fra oktober og marts sammen med årsaflæsningen. Så har man det antal MWh, der danner grundlag for årsopgørelsen.

Eller vent til juni, så kommer årsopgørelsen.

Langt de fleste af vore andelshavere og øvrige fjernvarmeforbrugere har penge til gode i selskabet. I alt skal forbrugerne i år have over 2 mio. kr. retur. Det sker ved modregning i juli måneds a conto rate. De forbrugere, der skal have penge retur derudover, modtager det overskydende beløb via nets eller bankoverførsel.

Men dermed stopper de glædelige nyheder ikke. For 4. år i træk kan Hornbæk Fjernvarme A.m.b.a. indberette til Energitilsynet, at man sætter prisen ned. I regnskabsåret 2014/15 vil en MWh blive afregnet til 715 kr. incl moms, 22,50 kr. billigere end i indeværende regnskabsår.  Vi havde faktisk frygtet, at det var slut med prisnedsættelserne og at vi skulle være glade, hvis vi kunne holde uændrede priser. Men ved budgetlægningen viste det sig, at ikke mindst det gode samarbejde med vores hovedleverandør, Helsingør Kraftvarmeværk, muliggjorde en mindre reduktion af prisen.

Med disse positive nyheder ønsker vi alle en god sommer.

Kim Schuldt-Larsen, formand