Pressemeddelelse 2015

21. oktober 2015

Pressemeddelelse

Hornbæk Fjernvarme fortsætter fremgangen

Henover sommeren har det lokale fjernvarmeselskab i Hornbæk fået 18 nye andelshavere, som man er i gang med at tilslutte til nettet. Det oplyste formanden for selskabet, Kim Schuldt-Larsen på den netop afholdte generalforsamling. En del af de nye forbrugere ligger på det nye ledningsnet ud ad Hornebyvej, og selskabet forstærker derfor i de kommende dage pumpekapaciteten på denne streng.

Den overvældende tilslutning skal ses i lyset af, at det for 6. år i træk var muligt at nedsætte prisen pr. MWh fjernvarmeforbrug. I alt er fjernvarmeprisen i Hornbæk i denne periode reduceret med mere end 25%, samtidig med at andre energiformer er blevet dyrere.

På spørgsmålet om denne udvikling kunne fortsætte svarede Kim Schuldt-Larsen, at man havde tiltro til at det nye biomassebaserede kraftvarmeværk i Helsingør, som ventes ibrugtaget i 2018, muliggjorde en reduktion i produktionsomkostningerne. Det var også baggrunden for at Hornbæk Fjernvarme havde intensiveret samarbejdet med Helsingør Kraftvarmeværk. Men meget afhang af de krav, regering og folketing stiller til at fjernvarmeselskaberne skal opkøbe energibesparelser på det frie marked.

Derimod var selskabet meget lidt tilfreds med den planlægningsusikkerhed, der er opstået i forbindelse med det nye plejehjem i Hornbæk. Kun hvis plejehjemmets energiforbrug kunne medregnes, ville der muligvis være økonomisk grundlag for at udvide nettet til interesserede ejendomme i Stenstrup og Stjernekvarteret. Men en beslutning om plejehjemmets opvarmningskilde var åbenbart udskudt på ubestemt tid.

På generalforsamlingen blev næstformanden Christian Fröhlich genvalgt og Per Christensen nyvalgt til bestyrelsen. Formanden, Kim Schuldt-Larsen var ikke på valg.