Fejlinformation om fjernvarmeprisen i Hornbæk

26. oktober 2018

Med den statslige myndighed Forsyningstilsynet som kilde har Bolius under overskriften ”Stor prisstigning på fjernvarme på vej” offentliggjort en sammenligning mellem fjernvarmepriserne i 2017 og 2018.


For Hornbæk Fjernvarmes vedkommende viser statistikken en prisstigning fra august 2017 til august 2018 på 26%. Statistikken er fuldstændig misvisende og beror på en fejl i Forsyningstilsynets beregninger. Fjernvarmeprisen i Hornbæk er ikke forhøjet i den omtalte periode; den har været uforandret.


Prisen for 2019 er endnu ikke fastlagt, men de foreløbige budgetter tyder ikke på en prisforhøjelse. Hornbæk Fjernvarme melder priserne for 2019 ud i næste måned.