Generalforsamling 2025
Indkomne forslag
Forslag 1
Vedr. Spørgsmål til orientering af Andelshaverne ved den ordinære generalforsamling 30. april 2025
Ved det lokale vandværks Generalforsamling den 18. marts 2025 blev andelshaverne dybdeorienteret om vandværkets beredskabsplanlægning. Herunder en orientering om den kritiske infrastruktur vedrørende forsyningssikkerheden, samt detaljer om den fysiske og digitale sikkerhed.
Ihukommende databruddet hos Fjernvarmen i januar 2023 bedes Bestyrelsen orientere Andelshaverne, hvor langt man er nået i denne planlægning mht. den fysiske og digitale sikkerhed hos Hornbæk Fjernvarme. Endvidere ønskes et overslag over kommende udgifter, hvis dette ikke allerede er introduceret og/eller udført.
Forslag 2
Jeg er fjernvarmekunde hos jer uden at være overbegejstret.
Jeg finder prisen alt for høj, og har i den forbindelse et spørgsmål:
Kan man melde sig ud?
Og så har jeg et forslag til generalforsamlingen:
Få undersøgt evt. besparelser og nødvendige investeringer i forbindelse med installering af en havvandsvarmepumpe til delvis drift af fjernvameværket.
Jeg tænker, der er store besparelser at hente.
Forslag 3
Vedr. Forslag/spørgsmål til behandling ved den ordinære generalforsamling 30. april 2025
Det er mig bekendt, at én andelshaver udviser en efter min mening ekstraordinær nysgerrighed vedrørende driften og økonomien i Hornbæk Fjernvarme A.m.b.a.
Under hensyntagen til selskabets økonomi og de ansattes forbrug af arbejdstid vedrørende denne nysgerrighed/snagen bedes Bestyrelsen specificere de direkte omkostninger samt anslået tidsforbrug for de ansatte for 2023 og 2024, således at
andelshaverne kan blive bekendt med, hvad denne nysgerrighed/snagen koster os.
Forslag 4
Den samlede udbetaling til løn og honorarer m.v. for regnskabsåret 2024 bedes oplyst, samt på hvilke poster i regnskabet de er bogført.
Specifikationen skal fremover være oplyst i regnskabet.
Alle indsigtsvar oplyses fremover på hjemmesiden senest 14 dage efter at svaret er tilsendt spørgeren.
Indsigtsvar givet fra 1.1.2024 til dato lægges på hjemmesiden senest 30 dage efter at forslaget er godkendt på generalsamlingen.
Begrundelse:
Bestyrelsen har pligt til at besvare anmodninger om indsigter. Disse svar kan være meget omkostningstunge, og giver kun en andelshaver indsigt i et emne som måske kan have almen interesse. At informere alle andelshavere vil være gratis ved brug ved opslag på hjemmesiden.